The Rule of Four ligner mest af alt en bog, der rider med på samme bølge som The Da Vinci Code og andre: Lemfældig omgang med historien. I dette tilfælde omhandler det en bog fra 1500-tallet, hvori der er begravet en række gåder, der kan låse op for bogens sande formål, nemlig at beskrive beliggenheden af et sandt skattekammer med diverse bøger, kunstværker og andet godt, som alle troede forlængst var gået tabt.
Det lyder alt sammen meget godt. Alt det er så pakket ind i en historie om nogle fyre fra Princeton, der skal igennem alt muligt skidt. Modsat fx Da Vinci Code, synes jeg ikke, at historien fængede helt så meget – formentligt fordi der er så mange sidespring, fx om hovedpersonens dårlige samvittighed og alt muligt andet, der egentlig ikke bidrager til selve handlingen.
Mit største problem med bogen er nok egentlig, at bogen både er ret belærende og sentimenal, samtidig med at den prøver at fortælle en god historie. Plus at slutningen er noget vattet.
Life of Recht » The Rule of Four
The Rule of Four
- December 13th, 2005
- 4:09 pm
RSS feeds available for 
Jeg må nok sige, at jeg ikke kan være enig med dig her.
Det gode i Rule of Four er netop alle sidehistorierne, der giver bogen noget mere tyngde i forhold til Da Vinci, som mere er action i Bruce Willis-stil.
Jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig, da jeg læste den og vil bestemt kalde den læseværdig.